Hvordan GoRabbit blev til, fortalt af ham der havde brug for den først.
I tredive år har min konsulentvirksomhed taget mellem halvfjerds og hundrede timer om ugen. Alt det andet kom oveni: fotografering, formidling, udlejning, en række webshops — omkring tyve af dem er det blevet til gennem årene. Og konsulentdelen havde sit eget behov for synlighed, for på finansmarkedet skal du holde kontakten ved lige, hvis du vil blive spurgt.
Alt dette havde brug for markedsføring. Ingen af delene fik det.
Og det var ikke af uvidenhed. Jeg kunne have sat mig ned med hvem som helst og peget på, hvad de burde udgive den uge, og hvorfor. Jeg havde bare ikke én time til at gøre det selv. Så blev det liggende, og regningen kom, som den altid gør: i omsætning der aldrig kom.
Jeg brugte år på at lede efter noget at købe. Problemet var sjældent, at produkterne var dårlige — det var, at hvert af dem dækkede én skive af en virksomhed, mens jeg havde flere virksomheder, der ikke lignede hinanden. Det, jeg havde brug for, lå altid i sprækken mellem to produkter.
Til sidst gik det op for mig, at selve spørgsmålet var forkert. Jeg bad om én pakke, der skulle rumme foto, udlejning, formidling og publicering på én gang. Sådan noget laves ikke, og det er der god grund til. Svaret måtte være komponenter, der udvekslede data med hinanden.
Den erkendelse burde være kommet meget tidligere, for det er omtrent det eneste, jeg kunne i forvejen.
Fra 1980 og frem arbejdede jeg med finanssystemer, og dengang skrev jeg koden selv — i sprog der i dag hører til på museum. Jeg var testleder, projektleder og databaseadministrator. Op gennem halvfemserne gik jeg fra at bygge enkeltsystemer til at tegne, hvordan systemer skulle hænge sammen, og siden fulgte år som topleder, blandt andet i finans og som ansvarlig for konsulentdivisionen i en amerikansk it-koncern.
Én opgave siger mest. For en stor dansk finanskoncern designede jeg en integrationsløsning, der lod den maskinpark, de allerede ejede, spille sammen, frem for at de skulle udskifte den med noget altomfattende. Prisen blev en brøkdel, og de årlige driftsomkostninger faldt med omkring fyrre procent.
Jeg vidste altså udmærket, hvordan dele skal sættes sammen. Jeg havde bare ikke skrevet en af dem selv siden halvfemserne.
Jeg skriver ikke moderne kode, og jeg kommer ikke til at lære det nu. Men at kunne formulere en opgave skarpt nok — datagrundlaget, resultatet og opførslen den dag noget går i stykker — viste sig at være mere værd end syntaks. Jeg beskrev problemet, testede svaret og justerede kursen. Det er den rolle, jeg havde haft i tre årtier, bare med nogen i den anden ende, der svarede med det samme.
Den allerførste udgave var regneark og tastaturmakroer på en helt almindelig Mac. Den gjorde arbejdet for mig, og samtidig var den helt uegnet til at sælge videre: en maskine, der står derhjemme og klikker sig gennem dagen, kan ikke bære kunder. Så blev arkene til datastrukturer, makroerne til kode, og publiceringen til noget, en server kunne klare på egen hånd.
Den første version beviste, at det kunne lade sig gøre. Da jeg viste den frem, fik jeg et svar, jeg har haft gavn af siden: folk kunne lide tanken, men forstod ikke, hvad jeg løste for dem. Den anden vendte det om og handlede ikke om, hvad systemet kunne, men om hvad du slipper for, når du har det. Den ramte.
Og så gjorde jeg det, der kostede mest og betalte sig bedst: jeg lagde min egen løsning under lup i forhold til persondatareglerne, markedsføringsloven og Metas vilkår, før nogen andre nåede det. Konklusionen var ubehageligt entydig. Min oprindelige idé — et system der læste grupper og svarede automatisk på folks livsbegivenheder — var ikke lovlig og ville aldrig blive det.
Det sværeste i projektet var altså ikke teknisk. Det var at aflive min egen bedste idé, mens den stadig virkede, uden at nogen havde bedt mig om det. Den version, der kom ud af det, er den, der kører i dag.
Jeg havde ingen planer om at sælge det til nogen. Efterhånden nævnte jeg det for folk, jeg taler med alligevel — kolleger, bekendte i andre brancher og et par konkurrenter. De sagde det samme, alle sammen: de vidste, hvad de burde gøre, men havde ikke kapacitet til at gøre det ved siden af at drive selve virksomheden.
At en konkurrent siger det højt, er værd at lægge mærke til. Folk pynter på det meste, men ingen pynter på, at markedsføringen har stået stille i to år.
GoRabbit er motoren, der driver den lille virksomhed: atten moduler omkring én kerne, som dækker markedsføring, salg, webshop, kundedialog, regnskab og kontrol. Oplysningerne indtastes én gang og bruges overalt. Og én regel står over alle andre, som arv fra den runde med regelværket: systemet foreslår, mennesket bekræfter.
En god del af den er genbrug. Medieovervågningen stammer fra et værktøj, jeg lavede for at følge spansk presse, og fra den rapport, jeg brugte til mine egne investeringer gennem tredive år. Kontrolmodulet er det ældste af dem alle — sådanne opsætninger har jeg leveret til kunder siden halvfemserne. Det er ikke to års arbejde, der ligger her. Det er et arbejdsliv, sorteret.
Første kunde var mig selv. Den første, der ikke var mig, var et lille forlag, der udgiver dialektpoesi — omtrent så langt fra serverrum, som man kommer, og netop derfor en god test. For nu skulle hele kæden stå uden mig i midten: tilmelding med samtykke, der kunne dokumenteres, en bekræftelse der rent faktisk kom frem og ikke endte i spamfilteret, et klik der verificerede, selve leverancen, og til sidst en plads på e-maillisten, der kunne tåle at blive efterset. Jeg sad og fulgte loggene, mens det skete, og det er en anden følelse end at teste selv.
Du abonnerer på GoRabbit månedligt, uden bindingsperiode. Det er hovedvejen ind, og den er sådan, fordi et produkt, der kræver binding for at beholde kunderne, siger noget om produktet.
For den, der ikke kan lægge penge på bordet, før hun ved, at det virker, findes der desuden nogle indgange, hvor vi bærer risikoen i stedet — webshop mod en andel af salget er den mest brugte. Jeg ved nemlig udmærket, hvordan det føles at betale firs tusind for en butik, før man har solgt en eneste ting.
Hele historien, inklusive alt det der gik galt undervejs, står i bogen »Jeg kan ikke kode — men byggede et system alligevel«.
Morten von Hafenbrädl
Grundlægger, GoRabbit · NiceLife.no